Carsten René Nielsen

Vemod (In the original Danish)

Ovre på havnen, på en bænk med udsigt over havnebassinet, sidder
der en svømmepige. Hun er iført badedragt og badehætte, hendes
hofter er brede, brysterne små. Allerede før landet og skovene, før
dalene og bakkerne, før stier blev til veje og bopladser til byer, sad
hun her, men dengang var alt dette hav. “Man siger pænt goddag,” får
børnehavebørnene på udflugt at vide, og de siger pænt goddag, når de
hånd i hånd går forbi. Det er egentlig ret uforskammet, synes jeg, at
hun aldrig hilser tilbage, men sådan er det, og hvorfor ved jeg ikke.
Selv har jeg aldrig forstået de vemodige: Min hukommelse er så dårlig,
at jeg sjældent husker, hvad det er, jeg længes efter.


Carsten René Nielsen
“Vemod” indgår i Husundersøgelser (Borgen, 2008).